Brugervenlig login-løsning giver frit valg mellem SMS og NemID
Gladsaxe Kommune har erstattet en token-løsning med en billigere og mere brugervenlig VPN-løsning med login direkte fra Windows login-skærm og med frit valg mellem SMS og NemID. Det giver brugerne valgfrihed, og det har en værdi i sig selv, siger IT-arkitekt Martin Lisberg.
”Vi skannede markedet for forskellige muligheder, og blev hurtigt sporet ind på Signaturgruppens løsning. Vi var ude efter noget, som var fleksibelt i forhold til, hvilken login-mekanisme man gerne ville bruge – man skulle både kunne bruge SMS og NemID. Det har en værdi i sig selv, at brugerne kan vælge, hvilken login-metode der passer dem bedst i den arbejdssituation, som de nu engang står i,” siger Martin Lisberg, der er IT-arkitekt i Gladsaxe Kommune.
Gladsaxe Kommune har tidligere samarbejdet med Signaturgruppen på andre projekter, blandt andet med NemID-login til intranet og Signaturcentral.
”De har altid vist sig at være dygtige og pålidelige i deres leverancer, og vi har haft et godt samarbejde, så det var også en grund til at vælge dem. Derudover er der selvfølgelig andre, der kan levere SMS-login, men mig bekendt er der ikke andre, som kan levere en løsning med både SMS og NemID,” siger Martin Lisberg.
VPN direkte fra Windows login-skærm
Dermed undgår man den sædvanlige ekstra login-session i forhold til VPN. At VPN-forbindelsen bliver etableret allerede ved login, betyder også, at brugeren får adgang til de samme drev og funktionaliteter som ved login fra arbejdspladsen netværk.
Smidig udvikling med fokus på brugerne
Udviklingen og implementeringen af løsningen er sket i tæt samarbejde med Gladsaxe Kommunes Digitaliseringsafdeling, og ifølge Martin Lisberg har forløbet været ”smidigt og hurtigt”.
”Det er gået rigtigt godt, så vi har fået en løsning, der fungerer, ligesom vi havde håbet. Signaturgruppen har lyttet meget til vores ønsker i forhold til funktionalitet og layout, ikke mindst i forhold til at få etableret VPN-forbindelsen direkte fra sin Windows login-skærm,” siger Martin Lisberg.
Når Gladsaxe Kommune sætter gang i et IT-projekt, skal der enten være en god business case på økonomi eller service. I dette tilfælde kunne de to parametre kombineres.
”Det har været et projekt med fuld fokus på vores brugere og deres behov, og det betyder, at vi har fået skabt en bedre og mere brugervenlig løsning - og tilmed til en billigere pris, end den løsning vi kom fra,” siger han.
Signaturgruppens SMS-løsning er et tillægsmodul til Identity Bridge og kan anvendes i forbindelse med login til en række løsninger. Både Citrix, intranet, webmail/OWA, andre lokalt installerede webløsninger og fødererede løsninger som Microsoft Office365, andre løsninger i skyen eller hos tredjepart samt til føderering med den kommende fælleskommunale rammearkitektur.