Aalborg Kommune sparer support og øger sikkerhed med Password Reset

Som en del af kommunens FMK-projekt har Aalborg Kommune indført Password Reset med NemID til EOJ. Det har været en stor gevinst på flere områder, fortæller projektleder Janni Bøgsted Kjærgaard.

Med indførelsen af Fælles Medicinkort (FMK) fik cirka 1.200 medarbejdere i Aalborg Kommunes hjemmepleje pludselig behov for en digital medarbejdersignatur, så de kunne tilgå FMK gennem EOJ.

Så mange nye brugere ville være lig med et markant større supportbehov, hvis det ikke blev muligt for personalet at blive mere selvhjulpne. Derfor var Aalborg Kommune fra starten opsat på at få indført en effektiv metode til nulstilling af password til kommunens EOJ-system, KMD Care.

”Det var noget, vi havde ønsket længe og også talt med KMD om, men det var først efter, at vi fik Signaturcentral, at det blev muligt,” fortæller Janni Bøgsted Kjærgaard, som er projektleder for FMK i Aalborg Kommune.

Fuldstændigt afhængige af adgang

 

Janni-BK_small.jpg

​​​​​​Med Password Reset med NemID kan det sundhedsfaglige personale nulstille deres password til EOJ og AD med deres personlige NemID. 

”Det er enormt vigtigt, at personalet selv kan gøre det, for de er fuldstændige afhængige af at kunne få adgang til FMK for at give borgene den korrekte pleje - også i weekenderne og uden for normal kontortid. Og vi skal sikre, at de har adgang, så alternativet ville være en 24-7 support, som ville være temmelig dyr at drive,” forklarer Janni Bøgsted Kjærgaard.

Antallet af supportsager om adgangskoder er allerede faldet mærkbart. I andet halvår af 2014 benyttede personalet Password Reset i alt 1057 gange.  Kigger man på januar 2015 var tallet 198 nulstillinger, hvoraf de 62 blev foretaget i weekender eller uden for almindelig kontortid.

Password Reset har altså virket efter hensigten, og udover brugervenlighed og færre supportopgaver peger Janni Bøgsted Kjærgaard på ét punkt mere, hvor Password Reset med NemID er en gevinst.

”Vi har opnået større sikkerhed. Tidligere så personalet sig nødsaget til at låne hinandens passwords, hvis de havde glemt deres eget, og det må de naturligvis ikke. De sætter deres faglige autorisation på spil ved at låne deres ’identitet’ ud. Nu er der heldigvis ingen undskyldninger for det længere,” siger Janni Bøgsted Kjærgaard.

Et ”ualmindeligt godt” forløb

Aalborg Kommune var blandt de tre pilotkommuner, der gik i luften med Fælles Medicinkort som de første, og selv om der skulle brydes nyt land, er processen forløbet ”ualmindeligt godt”, lyder det fra Janni Bøgsted Kjærgaard.

”Vi valgte Signaturcentral, som KL jo også anbefaler, fordi de ved, at det er løsning, der virker, og det har været et utroligt konstruktivt forløb. Både i forhold til test, drift og uddannelse,” siger hun om samarbejdet med Signaturgruppen og fortsætter:

”Jeg lægger meget vægt på ærlighed i sådan en proces, så jeg kan stole på, at tidsplanen ikke skrider, fordi leverandøren har lovet mere, end han kunne holde. Den ærlighed har vi mødt, og samtidig har vi fået rigtig hurtig respons, når vi har haft brug for et svar.”

Janni Bøgsted Kjærgaard har også sat pris på Signaturgruppens åbenhed over for nye ønsker eller ændringer.

”De har været meget lydhøre over for de ønsker, vi har haft, for eksempel i forhold til brugervenlighed. For mig skal it understøtte de arbejdsgange, der allerede findes, og det er netop det, vores løsninger fra Signaturgruppen gør,” siger hun.

Signaturgruppen kan også implementere Password Reset i andre systemer. Læs mere om Password Reset med Nem ID.