Stigende efterspørgsel på TU Services

På godt et år har Signaturgruppen fået 23 nye NemID-webtjenester, der ønsker at anvende NemID TU Services som deres NemID-løsning.

23 nye NemID-webtjenester siden juli sidste år, 40 kunder i TU Services-porteføljen, en trafiktilvækst på næsten 70 procent og næsten 100 webtjenester, der anvender NemID TU Services.

Morten Storm Petersen, direktør i Signaturgruppen, er særdeles positiv over for udviklingen inden for TU Services med stor tilvækst i kunder og den samlede trafikmængde.

”Siden juli 2018 har Signaturgruppen indgået aftaler med 23 nye NemID-webtjenester, der ønsker at anvende NemID TU Services som deres NemID-løsning,” siger Morten Storm Petersen.

”De fleste tjenester vil anvende NemID til login, men der er også en række kunder, der vil anvende til NemID digitale underskrifter eller signeringer, som vi kalder det. Af disse kunder vælger nogle kunder de simple signeringer, hvor én person skriver under i NemID-boxen med det samme,” forklarer Morten Storm Petersen.

Avancerede signeringer

Kunder med et mere avanceret underskriftsbehov, fx til ejendomshandler, leverancekontrakter o.lign., vælger det, som Signaturgruppen kalder avancerede signeringer. 

Her får man i TU Services håndtering af signeringsflows, hvor flere personer kan underskrive aftaler på forskellige tidspunkter. Resultatet bliver en fuld samlet PaDES-PDF fil med aftalen, hvor alle underskrifter og den fulde signeringsmæssige dokumentation er pakket pænt ind, og som derefter returneres til kundens it-system for videre behandling og arkivering. 

”Denne proces gør evt. senere dokumentation væsentligt nemmere at håndtere for vores kunder,” siger Morten Storm Petersen.

Kraftig vækst i trafikken

Morten Storm Petersen glæder sig også over tilvæksten i trafikken. 

”Når vi sammenligner perioden januar-juli i år med samme periode sidste år, har vi haft en trafiktilvækst på over 70 pct., og vi nærmer os allerede nu i år sidste års samlede antal NemID-anvendelser med hastige skridt. Fortsætter den hidtidige udvikling i 2019, forventer vi at nå dette trafiktal i begyndelsen af september. Og for første gang i TU Services levetid har vi alle måneder i 2019 været over 100.000 månedlige anvendelser,” konstaterer direktøren.

Automatisk understøttelse via Broker

Samtidig kommer Signaturgruppens nuværende NemID TU services til at fungere som ”trædesten” i forhold til den nye Broker, som Signaturgruppen er i gang med at udvikle sammen med Nets til de nye identiteter fra MitID og NemLog-in3.

”De NemID tjenesteudbydere, som allerede anvender NemID TU Services hos os, når infrastrukturen opdateres i 2021, kan via vores Broker automatisk få understøttelse af de nye identiteter tidligt i migreringsperioden, og kan selv beslutte, hvornår de vil investere i at videreudvikle deres tjeneste til at tage ny forretningsfunktionalitet i brug fra MitID og NemLog-in3 projekterne. Vi ved, at én af de nye funktionaliteter, som mange tjenesteudbydere ser frem til, er mulighed for ”konto-kig”, hvor brugeren kan logge ind til mindre følsomme funktioner uden anvendelse af engangskode,” siger Morten Storm Petersen.