NemLog-in har nu indført hybridsignering. Det betyder, at signering nu understøtter både OCES og kvalificeret signering. For jer som Lokal IdP-kunde er det vigtigste: Vi har selvfølgelig gjort vores Lokal IdP-løsninger klar til ændringen, så I som udgangspunkt ikke skal foretage jer noget.
Hvad ændrer sig?
Med hybridsignering genintroduceres OCES-signering i NemLog-in. OCES-certifikater er en avanceret signatur baseret på et OCES-korttidscertifikat og det har samme retsvirkning i Danmark som kvalificerede certifikater og blev senest anvendt til signering i forbindelse med NemID. I langt de fleste tilfælde vil jeres erhvervsbrugere, der logger ind via ”Lokalt login”-fanen opleve at signering er en OCES-signering.
Men i særlige tilfælde, hvor tjenesten man skal underskrive ved, kræver det, kan kvalificeret signering komme i spil. I det tilfælde, så skal erhvervsidentiteten været valideret med privat MitID for at kunne underskrive efter 14. april 2026.
Skal I gøre noget?
For de fleste kunder er svaret nej. Krav om kvalificeret signering vil typisk kun være relevant i situationer, hvor der er særlige krav til den konkrete løsning. Samtidig er OCES-signering juridisk gyldig i Danmark, og derfor vil ændringen for de fleste være en teknisk justering i baggrunden.
For flere af vores kunder er validering med privat MitID allerede på plads. Hvis det ikke er sat op hos jer, og en bruger får behov for at kunne lave en kvalificeret signering, kan I blot kontakte os. Så kan vi sammen etablere en dedikeret gruppe i jeres brugerkatalog til de brugere, der skal kunne lave kvalificeret signering. Ved tilmelding i gruppen sendes der via MitID Erhverv en e-mail med et link, så brugeren kan validere sin identitet med sit private MitID.