signaturgruppen_0J1A8912_web.jpg

Nets indgår aftale om salg af sin eID-forretning til franske IN Groupe 

IN Groupe er specialist og globalt førende inden for digital identitet, cyber- og datasikkerhed. Med flere årtiers erfaring med at levere sikre og stabile digitale sikkerhedsløsninger til borgere, virksomheder og den offentlige sektor, er virksomheden den ideelle fremtidige ejer og operatør af Nets eID-løsninger. 

 

Signaturgruppen er en del af eID forretningen og vil, når handlen afsluttes, være en del af IN Groupe.

"Indtil salget kan endeligt gennemføres, vil vi sikre en fortsat stabil og sikker drift af de løsninger, der er en del af vores forretningsområde, og vi vil gøre vores yderste for, at vores kunder generelt ikke bliver påvirket af processen,” siger Signaturgruppens adm. direktør Niels Frimodt Sørensen.

Søgning efter ny ejer 

Nets, der er en del af Nexi Group, har indgået en aftale med IN Groupe om at overtage Nets’ eID-forretning. Som fremlagt sidste efterår er det koncernens strategi at opsøge yderligere vækst og blive absolut førende inden for digitale betalinger i Europa. Derfor har Nets afsøgt muligheden for at finde en ny og mere egnet ejer til sin eID-forretning, der kan fortsætte udviklingen af de løsninger, der er essentielle for Danmark og de øvrige nordiske lande. 

”Vi er stolte af at kunne offentliggøre, at vi har fundet en meget kompetent ny ejer af vores e-ID-forretning. IN Groupe har årelang erfaring med at levere komplekse og sikre digitale løsninger til stater, borgere og virksomheder i Europa. De har udvist stor interesse for at videreføre vores e-ID-forretning, og de forstår og accepterer de krav og det ansvar, der gælder for en leverandør af denne type løsninger,” siger Torsten Hagen Jørgensen, chef for Issuer & eSecurity Services i Nexi-koncernen. 

Sikring af stabil drift

Den centrale del af den frasolgte forretningsenhed er den videre drift og udvikling af MitID og Nem-Log-in, hvortil IN Groupe vil benytte sin ekspertise og omfattende erfaring til at sikre, at disse løsninger også fremover drives stabilt og sikkert, så danske borgere, virksomheder og det offentlige kan føle sig trygge med dem som leverandør – både nu og i fremtiden. 

”Da det ligger i vores DNA at bistå offentlige myndigheder med at fastholde deres suverænitet, beskytte deres borgers identiteter og bevare virksomheders integritet, passer teknologien bag MitID og samarbejdet med det danske MitID-partnerskab perfekt med vores ekspertise inden for digitale identitetsløsninger. Vi er derfor glade for at kunne bidrage til at styrke de identitets- og trust-løsninger, som Nets har udviklet, og som har bidraget til at gøre Danmark til et af de mest digitaliserede samfund i verden. Vi har gennem de seneste måneders forhandlinger med Nets dannet os et godt billede af, hvad der forventes af en leverandør på dette område. Vi føler os helt trygge ved, at vi kan indfri de forventninger, der naturligt er, og vi ser nu meget frem til at bygge et langsigtet og stærkt partnerskab med Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark, så danske borgere og virksomheder fortsat kan føle sig trygge i forhold til deres digitale identiteter,” siger Didier Trutt, CEO for IN Groupe.  

Før handlen kan afsluttes, skal de grundlæggende vilkår for handlen opfyldes, og den nye køber skal formelt godkendes af de danske myndigheder som fortsættende leverandør af eID-løsninger til den danske stat.

 

Kontakt:

Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål, står Niels Frimodt Sørensen naturligvis gerne til rådighed, og man er velkommen til at ringe eller skrive.

 

Niels Frimodt Sørensen

Adm. direktør, Signaturgruppen

Mobil: +45 40 20 74 96

Email: niels@signaturgruppen.dk